En smuttur til Holstebro

De sidste par dage har vi været på en dejlig smuttur til Holstebro – min mands fødeby ;o)

Denne gang havde jeg googlet lidt og havde fundet ud af, at der lå en gammel herregård ikke langt fra Holstebro.

Så efter 3 1/2 times køretur i det gode vejr – besluttede vi os for, at tage svigermor med på udflugt til det fantastiske sted.

Det viser sig, at svigermor selvfølgelig også godt kendte Nørre Vosborg – som den gamle smukke herregård hedder.

Historien om herregården lyder følgende:

“Engang skal der komme vesterfra en mand svøbt i en blå kappe, som skal bringe tårnet til hældning og fald.”

Sådan lød en dunkel spådom om den oprindelige Vosborgs endeligt. Spådommen blev givet til én af de første kendte ejere Niels Bugge i 1300-tallet. Og ganske rigtigt; i 1532 skyllede en kæmpe stormflod ind over gården, så den sank i jorden og aldrig mere blev genopbygget på samme sted.

I Knud Gyldenstjernes ejertid blev herregården flyttet til dens nuværende, mere sikre placering længere inde i landet. Senere har familien Linde Leth (1707–1778) og Tang-familien (1783-1946) ejet Nørre Vosborg og især i den sidste periode har flere prominente gæster besøgt den prægtige herregård.

Bl.a. var H.C. Andersen på sommerophold her i 1859, hvor han fik tid til at digte, lave papirklip og fantasere om stedets mange spøgelser.

”Gårdens Kapel er forandret til Gjæsteværelse; der sover jeg. En hvid Dame viser sig på dette Sted, men hun har ikke besøgt mig; hun ved vel, at jeg lider spøg, men ikke Spøgeri.”
H.C. Andersen

Vejret var som skrevet perfekt og i de skønneste omgivelser indtog vi en dejlig kop kaffe og børnene nød en is ;o)

Når man var gået over broen til den gamle herregård – dukkede de flotte hvide nostalgiske Trip Trap havemøbler op – hvor vi nød et dejligt frikvarter ;o)

Men se lige hvor idyllisk der så ud hhv. til højre og venstre ude på broen ;o)

Fra broen kunne man skimte haven til restauranten.

Og så var det bare ind af de smukke hvide låger – så sænkede roen sig ;o)

Vel placeret i de hvide havemøbler var det bare at nyde udsigten.

Og i det ene hjørne stod krydderurter med minihække omkring sig – så kokken fra restauranten lige kan gå ud og plukke til aftenens middag – så fint og en god ide til køkkenhaven ;o)

Stateligt ser det ud.

Da kaffen var drukket i de skønne omgivelser – var det bare at nyde på vej tilbage til bilen.

Skønhed og perfekte foto shots hvor end man kigger hen.

Bemærk bænkens helt særlige ‘ben’.

Der er en sjov historie omkring urene på tårnet.

Det ene ur – har nemlig 2 tre-taller. Det mener man er helt bevidst – da det var en måde kunstnerisk at udtrykke – at mennesket ikke er ufejlbarligt – at det er menneskeligt at fejle – det er nemlig også kun det ene af de 2 ure – som har denne lille finurlighed.

Ole mente naturligvis – at det nok var fordi, at herremanden – af sin kone havde fået lov til at drikke en fadøl kl. 3 og det var ham som havde haft en finger med i spillet ;o) hæ hæ

Der er rundvisning inde i herregården på helligdage og søndage – ligesom der også er lækker brunch om søndagen – ingen af delene nåede vi dog – men er du på de kanter – så er stedet her absolut et besøg værd – og skal du rigtig forkæles er der mulighed for at overnatte i nogle meget lækre værelser – en del af dem med en lille terasse – perfekt – når man har børn med og gerne vil have lidt ‘luft’ omkring sig.

Håber du får en skøn søndag – her skinner solen og en masse varer er lige kommet hjem – så kameraet skal bruges flittigt i dag.

Søndagsklem fra Tina

Post to Twitter Post to Facebook Post to LinkedIn

About Tina

Jeg hedder Tina og er indehaver af netshoppen Vintage-Kompagniet. I starten som et deltids projekt - men nu på fuld tid. Jeg har en fortid som supportkonsulent på lønsystemer og i det hele taget indenfor EDB branchen. Dog banker mit hjerte for indretning og brugskunst og derfor tog jeg springet og startede Vintage-Kompagniet i 2007. I 2010 var det så muligt for mig at hellige mig 100% min webshop og det er meget mere end et fuldstidsjob - men det gør ikke så meget - når man elsker det man laver og det er mit helt eget ;o) Jeg bor i Kastrup på Amager er gift med Ole og sammen har vi 3 børn. Vi bor i et gammelt hus fra 1928 - så de ydre rammer for at indrette sig nostalgisk er til stede ;o) Min passion er nemlig indretning og boliginteriør. Jeg håber du vil følge med på bloggen her hvis du har den samme passion.