Lad børnene lave julepotter ….

Julepotter – ja det er ved at blive en fast tradition her hos os på vores julebord både juleaften og i juledagene.
Stærkt inspireret af min mand Oles søster Lis – som bor på Fanø. Vi var til juleaften på Fanø for nogle år siden og Lis havde lavet masser af potter som stod og pyntede alle vegne – de patinerede røde lerpotter var det – med skønne lys og mos – og lidt kogler – ganske enkelt – men simpelthen så smukt – men det vender jeg tilbage til en af de kommende dage ;o)
På julebordet var de fineste små potter (også røde lerpotter) sat ved hver eneste tallerken – i dem var et kertelys og lidt mos – igen enkelt og simpelthen så smukt – nogen gange kan man forundres over hvor smukt det helt enkle er. ;o)
I år har Iben – vores datter stået for dekorationen af de små potter – så de er blevet lidt anderledes – man stadig rigtig fine og det er en dejlig og hyggelig beskæftigelse for børnene.
Iben har puttet ler i potterne og sat et kertelys i midten og så har hun ellers pyntet med glimmer – lidt gran, kogler mm.
Det er kun fantasien som sætter grænser her og er du til det mere enkle – putter du bare mos ovenpå leret – så har du et fint lille kuvertlys. Lyset brænder ca. 1 times tid eller lidt mere og det plejer at passe meget godt med julemiddagens varighed – for så kan børnene ikke holde sig fra pakkerne længere. :o))
I de fleste planteskoler finder du de små lerpotter – du skal bruge den mindste af størrelserne ;o)
Så lad børnene være med til at dekorere julebordet – de vil elske det ;o)
Mange hilsner
Tina
rigtigt hyggeligt at have børnene med til at julehygge den dag, hvor de er allermest spændte